Pressemeddelelse
International anerkendelse
til Esbjerg-virksomhed
KB Røgeri A/S har endnu engang hentet en første plads for sine innovative seafoodprodukter. Denne gang på den vigtige internationale Food and Drink Expo 2006 i Birmingham, hvor Esbjerg-virksomheden blev præmieret indenfor kategorien fisk.
---
KB Røgeri A/S, der er en af Danmarks største og ældste fiskerøgerier, har netop modtaget 1. pladsen i kategorien fisk ved International Product Competition på den store Food and Drink Expo 2006 i Birmingham. Prisen, der blev givet for KB Finest Salmon Cut, fik følgeskab af en fornem 3. plads for bedste produkt på hele messen.
Priserne er resultatet af en innovativ produktudvikling, og en målrettet indsats for at skabe fornyet opmærksomhed og eksklusivitet omkring røget fisk.
I ønsket om at højne fiskens status og give nye og spændende bud på sund convenience-food af optimal kvalitet, har KB Røgeri A/S udviklet en helt ny serie, som virksomheden kalder KB Finest. Der er tale om en stribe højt forædlede produkter, hvor både indhold og emballage signalerer modernitet og oplevelse. Inspireret af den spanske tapas, den italienske antipasta og den japanske sushi, har KB Røgeri A/S gennem det seneste år lanceret en række fiskespecialiteter med fokus på variation, selvforkælelse og sundhed. Først kom KB Finest Tapas, bestående af fire lækre fiskespecialiteter i form af røget ørred, gravad laks, røget tun og røget hellefisk – pakket i en fræk sort emballage. Succesen, der sidste år blev præmieret med den prestigefyldte pris Prix d’Elite på European Seafood Exposition i Bruxelles, blev for nylig fulgt op af KB Finest Salmon Cut, bestående af varianter af kold- og varmrøgede laksefilet-stykker med krydrede smagsnoter, ligeledes emballeret i en grafisk flot indpakning, der appellerer til moderne livsstil. Nu lanceres så KB Finest Tapas 2 med flere eksotiske bud på forædling af fisk, bl.a. røget blue marlin, gravad ørred, varmrøget ørred og røget laks.
Filosofien bag de nye produkter er at udnytte mere end 50 års know-how og erfaring indenfor røgning, og at mikse håndværksmæssige forædlingsmetoder med udvikling af nye seafoodprodukter målrettet forbrugere, som gerne vil udfordre deres smagsløg.
KB Røgeri A/S udstiller de kommende måneder på European Seafood Exposition i Bruxelles og PLMA i Amsterdam.
Billedtekst:
KB Røgeri A/S er netop blevet præmieret for KB Finest Salmon Cut på den store internationale Food and Drink Expo 2006 i Birmingham.
Yderligere information om KB Røgeri A/S, KB Finest og prisuddelingerne kan fås ved henvendelse til: Sales and Marketing Manager Per Zitthén
Direct Tlf. +45 76 10 99 18
Mobile Tlf. +45 26 15 06 55